Enebjerggaard - Bed & Breakfast
Svend og Birgit Jørgensen har brugt otte år på at sætte Enebjerggaard i stand. Nu er stedet åbnet som bed & breakfast.
En hemmelig have med værelser og udsigt
Fyens Stiftstidende den 7. august 2007 - Af Thomas Bach-Laursen
Birgit og Svend Jørgensen har åbnet bed & breakfast på Enebjerggaard.
BØGEBJERG: Den firelængede bindingsværksgård fra 1700-tallet skimtes kun svagt fra vejen. Her henleder et lille diskret skilt dog opmærksomheden på, at der for enden af den støvede markvej findes mulighed for overnatning. En gigantisk blodbøg dominerer den hemmelige - men velplejede - have og de frodige staudebede.
Sammen med sin hustru Birgit har Svend Jørgensen åbnet Bed & Breakfast i det, der tidligere var hans barndomshjem. Stedet hedder Enebjerggaard, og med få hundrede meter til Bøgebjerg Strand er udsigten værd at køre efter.
I otte år har de to pensionister brugt sommermånederne på at restaurere de gamle bygninger, som Svend Jørgensen overtog efter sin mor i 1998.
- Dengang var det nærmest en ruin. Taget var utæt, og det regnede ind overalt. Så vi startede ovenfra, siger Svend Jørgensen, der selv har arbejdet på gården, inden han fravalgte landbruget for at blive lærer.
Ægteparret har nænsomt restaureret bygningerne, og det er der foreløbig blevet fire dobbeltværelser ud af. Men ifølge parret måtte det ikke blive et museum. Gården skulle være et sted, hvor man kan bo.
- Projektet kommer af en kærlighed til stedet. Det er jo herfra min verden går, siger den tidligere sløjdlærer, der har brugt vintrene på at restaurere flere af gårdens gamle møbler.
Slagbænken i køkkenet har tjent familien i mere end 100 år. Med sin helt egen historie står bedsteforældrenes tidligere seng nu som dengang, da snedkeren i sin tid lagde sidste hånd på værket. Klar til en ny epoke i Enebjerggaards historie.
- Jeg har altid drømt om et sted, hvor jeg kunne servere kaffe og hjemmebagt kage, siger Birgit Jørgensen, der tidligere har undervist i husholdning og håndgerning.
- Men nu blev det altså til et bed & breakfast.
Så det er hende, der sørger for et veldækket - og hjemmelavet - morgenbord til gæsterne.
En del henvises fra turistbureauet, men de fleste finder stedet på nettet eller kommer ind fra vejen. Enkelte er også gæster til campisterne på den fem-stjernede plads ved Bøgebjerg Strand. De henvises af receptionen, hvis de beslutter at blive en dag eller to mere i det naturskønne område.
Sommergæsterne i Svend Jørgensens barndomshjem er dog ikke noget nyt fænomen. Allerede i 1930'erne fungerede gården som pensionat for den odenseanske middelklasse.
- Velhaverne begyndte at tage til badehotellerne i Skagen, i Nordsjælland og hele vejen ned langs den jyske vestkyst. Men middelklassen ville også være med, så de besøgte sommerpensionater som vores, siger Svend Jørgensen.
Derfor flyttede forældrene hver sommer til mere ydmyge værelser i forlængelse af stalden for at kunne stille deres hjem til rådighed for gæsterne.
- Dengang kom man hertil med toget, så morfar kørte med hestevogn til trinbrættet i Hersnap for at hente folkene fra Odense, siger Svend Jørgensen.
Men tiderne ændrede sig, og i løbet af 1950'erne var det ikke længere muligt at leve af jorden.
Den tidligere fæstegård under Hverringe blev oprindeligt opført i Viby, men i 1700-tallet flyttede den ud på Blæsenborgvej.
- Oldefar købte jorden i 1889, og siden har den været i slægtens eje. Med restaureringen overlevede gården, og nu er vi kommet igennem, siger Svend Jørgensen, og kalder ringen for sluttet.
Alle fire længer er bevaret, og der er ændret så lidt som muligt. Birgit Jørgensen er ikke i tvivl om det kommende projekt.
- Til næste sommer skal vi bare gå og hygge os med vedligeholdelsen, siger hun.